Tybalt havde hele sit liv et dejligt temperament med en positiv indstilling
til alt. Han optrådte som regel med ophøjet værdighed,
også selvom han kunne blive kåd og fjollet i selskab med andre
hunde. Han ’indtog’ sine omgivelser, men levnede gerne plads til
andre – især hvalpe og unghunde. Tybalt udstrålede autoritet,
og han blev da også en god ’overhund’, efterhånden som husstandens
hundeflok voksede. Men ingen (heller ikke mennesker) skulle dog være
i tvivl om, at han som ældste hund mente at have første ret
til livets goder.
