Hjemmehunden Freddie
| Freddie stillede ikke mange krav til livet. Han elskede en god sofa
at sove i, om vinteren en god lun brændeovn, om sommeren en god skyggefuld
plads i haven og frem for alt MAD. Lyde fra madpakkesmøring kunne
vække selv en dybt sovende hund. Han var i stand til at spotte fremstilling
af hundefødselsdagslagkage på lang afstand, næsten før
man var gået i gang med at lave den. De var nu også lækre
med leverpostej og pølser og ’glasur’ af en rest brun sovs.
Freddie var god, som dagen er lang. Han var altid god til at omgås hvalpe. Han var desværre ikke så god til at aflæse voksne hundes signaler. Freddie havde en usædvanlig vane, som han aldrig lagde fra sig: han suttede hele livet. Det var en vane, han ikke lagde fra sig fra dengang, han var helt lille og fik mælk fra sutteflaske. Når mælken slap op, suttede han videre på en finger eller arm. Og det kunne han stadig finde på. Han kunne sagtens ligge længe og sutte løs på en bar arm, hvis han fik lov (og det gjorde han en gang imellem). Han blev helt afslappet og virkede ovenud lykkelig. Og hvem kunne nægte en basset adgang til et lykkeligt liv? |
|
