En ny i familien

Archibald var ved ankomsten til Holbæk, i kraft af sine 13 uger, betydelig mindre usikker på de nye omgivelser end en 8-ugers hvalp ville have været.
Så det var med stor sindsro han blev introduceret til de 3 andre, der selvfølgelig syntes at det var voldsomt interessant med sådan en lille ting. Men velkomsten blev taget i stiv arm og det varede ikke mange dage før han, på ægte hvalpemanér, fik en masse god tid til at gå med at forsøge at provokere de voksne. På det punkt adskiller hunde sig ikke meget fra mennesker.
Og de ældre reagerede, nøjagtig som hos mennesker, med et ”nåh ja, så lad dog barnet”
Men selv en hvalpetid har pligter, blandt andet renlighed og lære at gå i snor, så vi startede atter en gang forfra!