Så godt blev resultatet

Der var en deadline på projektet.
I et anfald af overmod havde jeg inviteret alle vore jyske hundevenner til officiel "housewarmning" i forbindelse med Brøndby udstillingen d. 5 november. I begyndelsen bekymrede det mig ikke, jeg havde jo tid nok. Men sommerferien var brugt og den indvendige opbygning med støbte bokse og lægning af klinker i hele rummet og fliser i boksene tog sin tid.
Derefter kom hele isoleringen samt opsætning af de indvendige vægge, glasvæv og maling 2 gange. En uges ferie i slutningen af august hjalp gevaldigt og lige pludseligt begyndte det at ligne noget.
Men detaljer tager tid og jeg havde bestemt mig til at tingene skulle gøres rigtigt første gang. Der skulle laves hundevask, fodertilberedning, værkstedsbord- og skabe, varme og strøm og meget andet. Afhængigt af vejret arbejdede jeg inde eller ude, med indretning eller tagrender og afløb og tiden løb.
Men vi nåede det!
Den 4. november blev sidste lag maling smurt på dørene ind til boksene og den 5. blev huset officielt indviet med (gæste)hunde i boksene for første gang mens vi andre spiste festmåltidet inden for.
Projektet var færdigt.