Omkostningerne ved at have hunde kommer altid på de mest uventede
måder.
Man kan planlægge mange ting, så som foder, udstillingsgebyrer,
ja selv købsprisen på en ny hund.
Men at biludgifter også skal medregnes var jeg ikke klar
over.
Vi startede med 1 hund og en Citroen BX og det fungerede fint med at
have alting med når vi kørte på udstilling. Men så
fik vi en hund mere og så måtte vi over i stationcar hvor en
Ford Escort virkede som et godt valg. Det var det også, lige til
hund nummer 3 meldte sin ankomst.
Nåeh ja, plads til 3 bure skulle man jo have, så Escort’en
blev solgt og en større stationcar, en Opel Omega blev indkøbt.
Nu måtte det da være godt.
Der var lige et par enkelte ting vi ikke havde taget højde for.
Godt nok kunne vi have 3 hunde bag i bilen men efterhånden
voksede mængden af tilbehør, i form af kørevogn, udstillingstelt
mv.
Så beslutningen om en større bil blev truffet i regnvejr
på en landevej på Fyn, hvor jeg forsøgte at stuve alting
sammen bag i Opelen.
Nu hedder det Toyota Previa, og indtil videre er der plads nok.
Og på ægte hundemanér er også Previaen velforsynet
med skilte og logoer så man ikke er i tvivl om at her kommer en Bassetexpress.