Lydighedskurser er et tilbud, som alle med en bassethvalp burde benytte
sig af.
Formålet med kurserne er at give hundeejere mulighed for at få
kontrol og kontakt med deres hunde, samt at stimulere interessen for motivering
og opdragelse af hunden.
Al lydighedstræning er baseret på kommunikation mellem
hund og fører. Hjælpemidlerne til denne kommunikation er stemme,
kropssprog og linen. Jo tidligere denne kommunikation grundlægges,
dvs. jo tidligere man begynder at beskæftige sig med hunden, jo bedre
bliver kommunikationen indarbejdet i hunden. Hunden får så
at sige evnen og lysten til at samarbejde og gøre, hvad den bliver
bedt om, ind med modermælken. Det betyder, at det bliver helt naturligt
for hunden at samarbejde med føreren. Hunde har en lignende unik
indlæringsevne på hvalpestadiet, som bl.a. hænger sammen
med, at de er nødt at lære hurtigt for at overleve. Derfor
kan man i lydighedstræningen drage fordel af hvalpens store indlæringsevne.
Man lærer at få sin hund til at komme når der bliver
kaldt, at få den til at gå pænt i snor og ikke mindst
at være sammen med andre hunde og mennesker. Desuden at få
skabt kontakt til sin hund, så den lærer at indordne sig under
de fælles betingelser der stilles til den, alt sammen til fælles
gavn og glæde.
Allerede når hunden er 4 måneder gammel kan den deltage
på et hvalpehold. Det er utroligt vigtigt, at hvalpen så tidligt
som muligt får mulighed for at være sammen med andre hunde.
Når hunden er 8 måneder, kan den deltage på lydighedskurser,
efterfulgt af lydighedsprøver.